
Som tiden dog går…
Nu er der gået godt tre måneder siden Rosemarie startede i dagpleje. Hun er glad hver dag, når hun bliver afleveret, og lige så glad når hun bliver hentet igen om eftermiddagen. Hun trives virkelig ved dagplejemoren, og hun nyder samværet med de andre tre børn, hvoraf der er startet en pige, som kun er et par uger yngre end Rosemarie.
Tænk sig, om ca. 3½ uger fylder vores lille krudtugle et år! På den ene side, føler jeg hun har været i mit liv altid, og på den anden side, kan jeg slet ikke forstå, hun allerede er så stor en pige.
Dagen før Rosemaries 1 års fødselsdag, fylder jeg 40 år, og eftersom Nikolaj aldrig rigtigt fik holdt en stor fest i anledning af sin 40 års fødselsdag sidste år, har vi valgt at holde en sommerfest i år på min fødselsdag.
Vi har inviteret omkring 45 personer fra familie- og vennekredsen, og slår et stort telt op ude i gårdspladsen. Nu håber vi bare, at vejret vil være med os, så vi ikke skal krybe i ly…